I dag havde vi en lang køretur foran os. Vi skulle ud af Louisiana og et godt stykke ind i Texas. Den forventede køretid var lidt over seks timer fordelt over ca. 550 km. Vi kunne have sparet 35 minutter, hvis vi havde valgt at køre på motorvej. Men som altid prøver vi at undgå motorvejen.
De første 4,5 time gik rigtig godt. Godt kørevejr og en masse at se på, men også lange stræk på en vej med træer på begge sider. Det kan godt være, vi ikke kørte på motorvej, men mange steder var fartgrænsen den samme som på en motorvej, nogle steder hurtigere end mange motorveje. Efter 4,5 time fandt vi en Whataburger, som er en Texas fastfood restaurant. Der var delte meninger om burgeren; det var dog ikke en favorit for nogle af os, men alle blev mætte.
Vi havde ca. 1,5 time til George Bush Presidential Museum, som var dagens eneste mål (udover vores motel for natten). Winnie overtog rattet, og vi kom godt afsted. Men så begyndte det at regne voldsomt, virkelig voldsomt. Det var ikke sjovt at køre i, og vi kørte markant langsommere, end man ville kunne gøre i godt vejr. På et tidspunkt kom vi igennem en by, hvor vandet samlede sig i nogle meget store “søer”. I sådan en grad, at vi var glade for, at vi sad i en meget høj bil og kunne køre hurtigt videre. I perioder var regnen mindre, men den kom tilbage. Så det var dårligt vejr hele vejen hen til museet.
Da vi ankom til museet, var der 1 time og 20 minutter til museet lukkede. Heldigvis regnede det ikke så meget, så vi kunne komme hen til indgangen uden at blive gennemblødte. Selve museet var rigtig fint, og vi så også en længere film (22 min) om George Bushs liv og periode som præsident. Villads forstår ikke helt, at jeg ikke taler så pænt om de to George Bush, han syntes, de to museer giver ham lyst til at være en del af Bush-familien. Jeg tænker, at alle mennesker kan være gode mennesker, selvom man ikke bryder sig om deres holdninger.
Denne overnatning er den billigste, vi nogensinde har haft i USA. Vi har betalt lige under 400 kroner for en nat til fire personer inklusive morgenmad. Vi havde bange anelser inden vi ankom, men vi er enige om, det ikke er det dårligste sted, vi har været. Men man skal aldrig konkludere før man har overnattet.
Aftensmaden blev indtaget på en lokal italiensk restaurant, som Villads fandt.
I morgen skal vi mødes med Storm og Liz. Vi glæder os.
Sune