Road Trip 2024

Dag 17 – Louisiana

Vi sov til omkring klokken 8.00. Vi startede dagen lidt anderledes, da vi havde lovet Sylvester, at han kunne få værelset for sig selv fra 9.00 til 10.00, så han kunne tale med sine venner. Derfor havde Winnie, Villads og jeg et langt morgenmåltid. Heldigvis havde hotellet et udendørsområde, hvor vi kunne sidde og nyde varmen og morgenmaden.

Første stop var lige uden for Greenville i en lille naturpark kaldet Greenville Cypress Preserve. Det var en fin lille park, hvor vi gik en tur. Dejlig start på dagen.

Lige i nærheden var der et Mississippi visitor center udformet som en hjuldamper. Desværre var det lukket.

Vi havde et par timer til Monroe i Louisiana, hvor vi skulle overnatte.

Herover er Mississippi som er en kæmpe stor flod.

Sylvester elsker en køre baconnator.

Vi havde valgt byen, fordi vi ville besøge Black Bayou Lake National Wildlife Refuge. Da det var meget varmt, vidste vi ikke, hvor lang tid vi kunne bruge i parken, så vi havde planlagt en time. Derefter havde vi bestilt bord på et spisested til frokost.

Da vi ankom til parken, gik vi ind i en bygning, som vi troede var deres visitor center, men det var deres skoletjeneste. Her fik vi en god samtale med den ansatte, der var til stede. Han var god til at fortælle og viste stolt sine slanger og små alligatorer frem. Vi havde ikke lyst til at røre dem. Han gav os også lidt råd om, hvad vi skulle se i parken.

Vi gik den sti, som han havde foreslået. Hold da op, en flot natur. Vi var helt imponerede. Det eneste, der var ærgerligt, var, at vi ikke så nogle alligatorer. Til gengæld så Villads en slange.

Vi kørte herefter til vores frokoststed. Vi fik en dejlig frokost.

Vi besluttede os for, at vi ville tilbage til Black Bayou Lake National Wildlife Refuge og udforske parken lidt mere. Winnie talte lidt med en dame i deres visitor center, og hun sagde, at varmen gjorde det meget svært at se alligatorer, da de bliver under vandet.

Vi gik en længere tur i den fantastiske natur. Stadigvæk ingen alligatorer, men en fantastisk oplevelse.

Der blev handlet lidt på vej til hotellet, hvor vi slappede af. Da alle var ovenpå igen, blev vi enige om, at vi skulle en tur i bowlinghallen. Winnie havde sin bedste runde bowling nogensinde. Vi andre havde til gengæld ikke den store succes. Men altid hyggeligt med en times bowling i USA.

På vej hjem købte vi noget Domino’s pizza til at spise på hotellet.

Vi har fulgt en del med i præsidentvalget og alt, hvad der er sket omkring Trump. Men også fulgt debatten omkring Biden og at han måske ville springe fra valget. Det skete så i dag. Det er vildt, så meget der sker i amerikansk politik, mens vi er herovre. Så hotelfjernsynet kører primært på nyhedskanaler.

I morgen skal vi tilbage til Texas.

Sune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *