Vi sov helt til klokken 8.00. Vi var alle trætte efter at være stået tidligt op i går og den lange køredag. Jeg glemte i øvrigt at skrive, at vi var i fire forskellige stater i går. Vi startede i Tennessee, kom kort ind i Georgia (som er i en anden tidszone – så vi var også lidt ramt af jetlag), Alabama og sluttede i Mississippi.
I går var der ikke stor tilfredshed med det valgte hotel for natten. Men der var trods alt enighed om, at det havde været en udmærket seng, vi sov i, og alle havde sovet godt. Morgenmaden var som på hvilket som helst andet hotel i denne prisklasse.
Vi startede dagen med at besøge Elvis’ fødehjem. Der var tilknyttet et lille museum, en film på 26 minutter, der handlede om Elvis’ tid i Tupelo (total amatørteater), en park, der er lavet, så man kan reflektere over parkens symboler, Elvis’ fødehjem og en kopi af den kirke, som han kom i som barn.
Det er Elvis’ rigtige hjem. Men indboet var genindrettet baseret på Elvis’ fars hukommelse. Det eneste, der var det rigtige, var komfuret og en fryseboks. Elvis blev født, hvor sengen stod. Elvis boede kun i huset de første par år af hans liv. Hans far kom i fængsel i 8 måneder for checksvindel, og derfor måtte Elvis og hans mor flytte.
Vi fortsatte ind til downtown Tupelo, hvor Tupelo Hardware Company ligger. Det er den butik, hvor Elvis købte sin første guitar. Historien er, at han skulle have en ny cykel, men han spurgte sin mor om at få et gevær i stedet. Kompromiset blev en guitar. Villads stod på præcis det sted, hvor han købte guitaren (hvordan de så ved det…).
Ved rådhuset var der en fin statue af Elvis. Her fik Sylvester og Villads den mest amerikanske gyngetur, jeg har set.
Efter en tur på Chili’s kørte vi mod Mississippi-deltaet og Clarksdale. Clarksdale er kendt som “ground zero” for bluesmusikken. Clarksdale er en meget anderledes by end det, vi har set tidligere. Den ser meget slidt og fattig ud. Vi kørte kort igennem centrum, inden vi fandt vores hotel, og resten af familien syntes ikke, det virkede som et trygt sted. Men efter en siesta på hotellet tog vi tilbage til midtbyen.
Vi startede med at besøge bluesbaren Ground Zero Blues Club. Der var desværre ikke live musik, men vi fik lidt at drikke og spillet lidt pool. Virkelig hyggeligt sted. Nu havde de andre lidt mere mod på at gå en tur i området. Meget slidt, meget var lukket, der var nogle fantastiske vægmalerier og nogle få åbne butikker. Jeg syntes, det var en stor oplevelse, og Villads og Winnie blev også stille og roligt omvendt. Sylvester brød sig ikke om området.
Vi kørte til “devil’s crossroad”, som skulle være det sted, hvor Robert Johnson skulle have solgt sin sjæl til djævlen for at blive verdens bedste guitarist. Der er mange myter om Robert Johnson, men faktum er, at han var den første musiker, der blev medlem af den såkaldte Klub 27 (musikere der dør som 27-årige).
Lige ved siden af lå vores aftensmadssted. Det var Abe’s Bar-B-Q. Et sted Winnie og jeg havde set i TV-serien “Somebody Feed Phil”. Et klassisk sted, hvor vi fik god mad.
I morgen skal vi køre rundt i Mississippi-deltaområdet.
Sune