Road Trip 2024

Dag 14 – Underjordisk sø (The Lost Sea)

i dag skulle vi køre lidt over 600 kilometer fra Pigeon Forge til Tupelo. Vi havde planlagt et enkelt stop på vejen. For at nå det hele stod vi tidligt op, så vi kunne køre klokken 7.00.

Vi kørte ud af Pigeon Forge, og efter vi havde kørt i ca. 45 min., drejede vi ind til en Waffle House for at få morgenmad. Waffle House er en diner-kæde, som vi aldrig har besøgt. Vi fik et solidt morgenmåltid og kørte videre.

Vores planlagte stop var “The Lost Sea”, som er en underjordisk sø. Vi blev guidet igennem den meget store grotte, som den lå i. Den underjordiske sø var så stor, at man kan sejle på den. Så vi tog en sejltur. Der var fisk i søen, hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt. Guiden fortalte, at fiskene var sat ud for at prøve at finde ud af, hvor søen løb ud, men det lykkedes ikke, fordi fiskene ikke kan se i mørke, så de blev bare i søen. Så i dag er der bare fisk til ære for turisterne, og de overlever kun, fordi de bliver fodret (der er ikke andet at spise). Sejlturen var en stor oplevelse.

Vi havde nu +5 timer, til vi var i Tupelo, så herfra var det ren køretur med et par toilet- og snackstop. Winnie tog også en stor del af turen som chauffør.

Vi overnatter på et Red Roof, klart det dårligste hotel vi har overnattet på indtil videre. Jeg har ikke fået meget ros for denne booking, men det fejler ikke noget.

Aftensmaden blev indtaget på Johnnie’s Drive-In, som er et lokalt spisested, hvor Elvis har spist (vi ved ikke helt hvor ofte). Der var mere eller mindre fyldt, da vi kom, men et par søde mennesker flyttede til et mindre bord, så der var plads til os. De havde givet os det bord, som Elvis havde siddet ved. Super heldigt.

I morgen skal vi udforske Tupelo, der er Elvis’ fødeby.

Sune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *