Vi havde en god køretur foran os, så vi prøvede at komme afsted i god tid (ca. 8.30). Men før vi kunne forlade Nashville, skulle vi lige have en smoothie bowl hos Smoothie King og handle et hårprodukt i Walmart. Winnie havde i øvrigt overtaget førerpladsen i vores Suburban.
Vi kørte mod Pigeon Forge. Den direkte vej var en tur på 3,5 time, men vi skulle lige en tur forbi Burgess Falls State Park, hvor der var en god gåtur ned til et rigtig flot vandfald. Frokosten blev indtaget på en Subway.
Da vi ankom til vores hotel i Pigeon Forge, var der enighed om en tur i poolen. Det er første gang på denne tur, vi har haft adgang til en pool. Dog ville Sylvester ikke med; han syntes, at vandet i en pool er ulækkert. Men han gik med ned til poolen. Villads valgte, at han hellere ville slikke sol end gå i vandet, så det endte med, at det var Winnie og jeg, som gik i poolen. Sådan kan meget ændre sig. Tidligere var poolen dagens højdepunkt for drengene. Det er ikke tilfældet mere.
Efter poolturen og lidt afslapning kørte vi ind til The Island, som er et område i Pigeon Forge med butikker, aktiviteter og masser af restauranter. Vores aftensmad blev indtaget på Margaritaville.
Pigeon Forge er en vild by. Den er fyldt med aktiviteter (minigolf, go-kart, laseraction, spillehaller, forlystelser), restauranter, dinner shows, andre shows, shopping og toppet med Dollywood. Det er et mekka for børnefamilier. Vi havde fortalt om det på forhånd (omtalt det som Las Vegas for familier), men Sylvester blev temmelig positivt overrasket.
I dag fik drengene spillet VR i 15 min, hvor de bekæmpede zombier, og vi fik spillet en omgang minigolf – vi behøver vist ikke skrive, hvem der vandt. Dagen blev afsluttet med at hente nogle Crumbl cookies (Winnie og Villads’ favorit).
Mon ikke de to herunder er for store, selv for faster? Fun fact, der var hjul på kassen.
I morgen skal vi udforske Great Smoky Mountains National Park og sikkert også lidt mere af Pigeon Forge.
Sune