Road Trip 2024

Dag 9 – Memphis

I dag skulle vi ud og opleve Memphis. Memphis er en by, der har rigtig meget at byde på. Mange kender den for Elvis og Graceland, men Memphis er meget mere end det. Mange anser byen som fødestedet for rock ‘n’ roll. Der er i hvert fald kommet meget musik ud af byen.

Vi startede med at køre ud til Gibson’s Donuts for at få os en morgen-donut. Det var et meget populært sted, og køen var lang, men betjeningen var hurtig, så vi var hurtigt igennem. Da jeg havde betalt, henvendte ejeren af stedet sig til Villads for at høre, hvor han kom fra. Da han fandt ud af, at det var første gang, Villads og Sylvester var i butikken, råbte han “first timers” flere gange, mens han hentede et par donuts og kastede dem ud til dem. Så fandt han ud af, at Winnie og jeg også var førstegangskunder, og det samme gentog sig. Han fortalte os, at han var en gammel dommer og har dømt kampe med Pelé og Beckenbauer. Det var i øvrigt nogle rigtig gode donuts.

Vi kørte til National Civil Rights Museum. Museet ligger i det motel, hvor Martin Luther King Jr. blev dræbt. Det var et stort og spændende museum. I slutningen af museet kunne man se de to værelser, som Martin Luther King Jr. og hans team brugte, da han blev dræbt. Vi har efterhånden set en del om civil rights-bevægelsen, men man bliver stadigvæk overrasket over den ondskab, som der var mod afro amerikaner for ikke særlig lang tid siden. Jeg så en video, hvor en deltager fra “freedom fighters”, som var personer, der kørte rundt i busser i sydstaterne og var fredelige, fortæller, at det værste var hvide kvinder med babyer på armene, der råbte “kill the niggers”. Meget voldsomt.

Herefter besøgte vi Sun Studio, som er det studie, hvor Elvis lavede sine første plader. Men det var også stedet, hvor mange andre stjerner har spillet, fx B.B. King og Johnny Cash. Det var en virkelig god rundvisning. Stedet var småt, men ham, der viste os rundt, havde en virkelig god energi, og hans kærlighed til musikken var tydelig. Vi talte om, hvordan man kunne mærke storheden i det lille lokale.

En mikrofon alle stjernerne (inkl Elvis) skulle have brugt.

Så var det tid til frokost. Vi skulle teste Memphis BBQ, og det gjorde vi hos Charlie Vergos’ Rendezvous. Selve lokalet var sjovt, og stemningen var god. Der var lidt delte meninger om kvaliteten af maden, men jeg fik en god portion ribs, som jeg syntes smagte godt. På vej over til bilen gik vi ind i Peabody Hotel, som er et hotel kendt for at have levende ænder i deres springvand midt i hotellet. Det var et flot hotel, og vi så de berømte ænder.

Villads og jeg ville gerne besøge Stax Museum of American Soul Music. Mens vi gjorde det, kørte Winnie og Sylvester ud for at finde en tegneseriebutik. Museet var en ok oplevelse, men heller ikke mere. Så heldigt, det tilfældigvis var en dag med gratis adgang.

Vi tog hjem og holdt siesta, inden vi skulle videre til en baseballkamp. Jeg sad og så Trump, der holdt en af sine mange taler ved et vælgermøde. Mens vi sad og så det, blev Trump pludselig skudt på. I starten vidste vi ikke, hvad der skete, men man kunne se, han tog sig til øret, og da han rejste sig op, så blødte han ved øret. Det var godt nok en vild oplevelse. Godt der ikke skete mere end det. Vi talte lidt om, det ville have betydning for den baseballkamp, vi skulle til, men tænkte, det nok ikke ville betyde det store i Memphis. Til kampen blev intet nævnt omkring attentatet.

Baseball er i sig selv ikke super spændende. Men hele arrangementet omkring kampen og stemningen er god. Den kamp, vi var til, havde temaet “jul i juli”, og derfor var der en masse julesange, og spillerne havde trøjer på, der lignede juletrøjer, hvorfor fandt vi aldrig ud af. Så selvom det tog godt tre timer, så kedede vi os ikke. Sylvester bød USD 110 på en spillerbluse. Nok mest for sjov, og han tænkte nok ikke, han ville vinde. Men da Sylvester havde budt på en spiller, der ikke var på banen, ja, så vandt han trøjen. Som en bonus for trøjen, så kom han og Villads med ned på banen og hilste på spilleren, som også satte en autograf på trøjen. Så lidt ekstra på opleveren.

Vi har fulgt lidt med i nyhederne om Trump. Det er mærkeligt at opleve, mens man er herover.

Det er blevet sent, og jeg sidder og skriver blog. De andre er gået i seng eller slapper af. I morgen skal vi til Nashville.

Sune

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *