Road Trip 2024

Dag 5 – Dallas og Southfork

Vi startede dagen med at ringe til den ansvarlige for optag på Niels Steensens Gymnasium (NSG), som var på vej på ferie, og kørte på en tysk autobahn da vi ringede. Hun bekræftede, at Villads er blevet optaget på NSG med skolestart 12. august. Så en god nyhed at starte dagen med. Så var vi klar til at opleve Dallas (eller der var lige lidt telefonopkald, badning og toiletbesøg, der skulle klares – men så var vi også klar). Vi satsede på at komme ind til Dallas forholdsvis tidligt, så vi kunne gå en længere tur, inden det blev +30 grader.

Vi tog en Lyft fra vores lejlighed til Pioneer Plaza i Dallas. Turen tog kun godt 10 minutter. Vi startede med at udforske den store og flotte statue af nogle cowboys, der driver deres kvæg frem.

Vi gik videre ned til Reunion Tower. Da ingen ville op i tårnet, kom vi ikke helt derhen. Jeg vil personligt ikke sige, det er et specielt flot tårn. Men jeg tror ikke, man finder mange, der ligner det.

Vi gik videre ned til det område, hvor John F. Kennedy (JFK) blev skudt i 1963. Ikke langt fra stedet, han blev skudt, lå JFK Memorial. Vi syntes ikke, den var specielt imponerende i forhold til andre, man har set i USA. Men der var et eller andet over den stemning, man fik, når man var inden i den og kunne se ud af de små åbninger.

Vi gik over til bygningen og stedet, hvor JFK blev skudt. Jeg har set så mange film og serier om drabet på JFK, så alt var meget genkendeligt, næsten som om man havde været der før. Virkelig spændende at opleve. Når jeg skulle fortælle om det til de andre, så skulle jeg lige tage mig i, hvad der er fakta og hvad der er teorier. Desværre var museet i den bygning, der blev skudt fra, lukket. Så den oplevelse fik vi desværre ikke, hvilket vi alle var lidt trætte af.

Vi fortsatte ind mod midtbyen af Dallas. Jeg begyndte at tænke på, hvilke bygninger der var med i TV-serien Dallas, så jeg så lige et klip med introen til Dallas. Det var fedt at høre musikken til showet midt inde i Dallas. Tror de andre syntes, jeg var lidt mærkelig. Vi gik videre og fik set det store øje og fik også spillet lidt spil, inden vi tog tilbage til lejligheden.

Ved lejligheden lagde vi planer for resten af dagen. Derefter spiste vi frokost på den lokale BBQ joint (Lockhart). Vores første Lyft-chauffør havde fortalt, det var hans yndlings-BBQ i Dallas (og han arbejdede hos det mest kendte sted i byen).

Jeg havde været lidt i tvivl om, vi skulle bruge tid på at besøge “Southfork” (det hus, hvor familien Ewing boede i TV-serien). Men efter mit lille genbesøg med introen, så var der ingen tvivl. Vi skulle en tur ud til Southfork. Besøget var sjovt, og selv drengene, som aldrig har hørt om serien, syntes det var en god oplevelse. Det var en guidet tur. Showet optog kun ved huset udendørs, så det meste indvendige var bare et forsøg på at genopbygge noget, der lignede det fra serien. Men alt i alt en god oplevelse.

Vi tog videre til George W. Bush præsidentmuseum. Det var et virkelig godt museum med en masse gode interaktive oplevelser. Fx skulle vi prøve at tage beslutninger om orkanen Katrina, som skete under Bush, for at opleve de mange dilemmaer der er, når der skal tages hurtige beslutninger. Dem, som ikke kunne huske Bush, syntes han virkede som en rigtig sej og flink fyr. Men det er jo også hans eget museum.

Så kørte vi rundt til tre vintagebutikker og to tegneseriebutikker. Sylvester fandt endelig den bog, han havde været på jagt efter.

Vi sluttede dagen med at spise aftensmad på en specialudgave af Raising Cane’s. Det var en, der havde Post Malone og Dallas Cowboys-tema.

Nu er vi tilbage i lejligheden, og alle trænger til at slappe lidt af. I morgen har vi en lang køredag, hvor vi skal til Little Rock i Arkansas.

Sune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *