Road Trip 2024

Dag 3 – Kyle til Dallas

Vi startede dagen med at pakke bilen efter et par dage hos Storm. Vi spiste morgenmad sammen med Storm og Liz hos Bill Miller Bar-B-Q, hvor vi fik breakfast tacos. Et virkelig godt morgenmåltid på et hyggeligt sted. Vi tog herefter afsked med Storm og Liz, som vi først ser igen et par dage inden vi skal hjem. Storm var i øvrigt ovenpå igen. Hans appetit og humør var tilbage ved det gamle (dejligt).

Vi fik købt noget is hos Walmart og fyldt vores nye køletaske med drikkevarer og chokolade (rester, vi fik af Storm og Liz). Dermed var vi 100% klar til en dag på vejen.

Vi kørte til Dallas og havde en del ting, vi gerne ville se undervejs. En enkelt ting blev hurtigt aflyst, da Liz fortalte, der var søslanger i det sted, vi havde overvejet at bade. De er ikke farlige for mennesker, men der var vi ikke lige i humør til.

Vi kørte til en lille by nord for Austin, der hedder Georgetown. En super hyggelig by. Desværre var næsten alting lukket, da det var søndag, men vi fik gået en lille hyggelig tur. Vi fortsatte mod Chalk Ridge Falls Park og satte GPS’en til at fravælge motorvej. Det er tit, der er mange gode oplevelser, så snart man forlader motorvejen. Jeg fik fx talt med en lokal, da jeg stoppede bilen for at tage et billede af en kaktus. Han syntes, det hele var lidt spøjst, men han var hyggelig at tale med.

Da vi ankom til Chalk Ridge Falls Park, havde vi en lille gåtur ned til det vandfald, parken er opkaldt efter. Det var en fin lille tur, hvor vi alle var ved at dø af chok, da Winnie så en slange. Det var ikke så meget slangen, men mere den reaktion, der kom fra hende. Jeg troede, vi var ved at blive angrebet af en kæmpe slange. Selve vandfaldet var flot, men desværre var der en del, der brugte det som badeland, og det gjorde hele naturoplevelsen lidt mindre.

På vej mod Waco, som er byen halvvejs til Dallas, besøgte vi en Buc-EE’s. Det er en kæde af kæmpe tankstationer, som er kendt for størrelsen, deres Buc-EE bæverfigur, god mad, “beaver nuggets” og at de betaler deres ansatte en god løn. Der var simpelthen så mange besøgende, da vi ankom, så det var et stort kaos. Det bedste, vi fik ud af det, var, at vi fik smagt en af deres brisket sandwiches og deres beaver nuggets. Alt smagte godt.

Vi havde håbet på at spise frokost på en lokal diner i Waco, men den var desværre lukket om søndagen. Så vi tog en tur på Chili’s, som er Winnies yndlingskæderestaurant i USA.

Waco er byen, hvor Dr. Pepper (sodavand) er opfundet, så vi besøgte det lokale Dr. Pepper museum. Det var et fint museum, men jeg tænker ikke rigtigt, vi var store nok Dr. Pepper-fans til rigtig at blive begejstret for stedet. Der var dog udstillet flere danske plakater og en enkelt sodavandsflaske, som er solgt via Irma. Hverken Winnie eller jeg kunne genkende den.

Tæt på museet lå der en vintage pladeforretning, som Villads og Sylvester besøgte. Villads fik købt en Elvis-plade, og ejeren af butikken blev så begejstret ved tanken om, at Villads er taget fra Danmark for at se Graceland, og på vejen besøgte han hans butik. Derfor tog han et billede af Villads og lagde det op på Instagram. Villads fik en Elvis-interviewplade som tak for hjælpen.

Lige uden for Waco besøgte vi et udgravningsområde, hvor de i 70’erne fandt ikke mindre end 23 mammutskeletter. Vi kunne se udgravningsstedet og nogle af skeletterne. Det var spændende.

Så gik turen mod vores lejlighed i Dallas. På vejen fik vi tanket og handlet ind i H-E-B. Lejligheden er rigtig fin, og vi fik spist lidt aftensmad. Nu slapper alle af, og vi glæder os til at udforske Dallas i morgen.

Sune

 

En tanke om “Dag 3 – Kyle til Dallas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *