Road Trip 2024

Dag 2 – Buda & Austin

Selvom vi har en tidsforskel på syv timer til Danmark, så havde vi ikke noget problem med at sove til omkring 6.30. Vi sov alle godt i Storms hus.

Vi havde aftalt, at vi ville spise morgenmad på Cracker Barrel, som er Storms yndlingsmorgenmadssted i Buda. Vi mødtes med Liz på Cracker Barrel. Vi fik et godt, tungt morgenmåltid, der var godt og hyggeligt.

Cracker Barrel lå i Buda, så vi kørte ned til Budas gamle hovedgade. En meget lille og fin gade. Det var virkelig hyggeligt. Vi fik købt en god “gå-kaffe”. Jeg tror, det var i det lokale “community center”, der var en slags markedsdag. Der var god stemning, og vi fik købt lidt. Liz fortalte, at i hendes livstid (Liz er lige så gammel som Storm) er byen vokset fra ca. 1.000 indbyggere til nu 20.000 indbyggere. En voldsom ændring for sådan en lille by.

Vi fortsatte ind til Texas State Capitol. Det er her, Texas styres fra. En virkelig flot og stor bygning. Vi gik lidt rundt. Desværre var der lukket for adgang til senatet og repræsentanternes hus, men stadigvæk en virkelig flot bygning at gå rundt i.

Vi gik ud fra bygningen og en lille tur ned til den katolske kirke, der lå i nærheden. Da der var en gudstjeneste i gang, kunne vi ikke gå rundt i den, men vi fik et hurtigt kig.

Næste besøg var Lyndon B. Johnsons præsidentmuseum. Det er et museum, der er bygget for at fortælle om LBJ’s præsidentperiode. Sammen med museet er der også et bibliotek over alle dokumenter fra hans præsidentperiode. Disse kan bruges til at forske i den periode, han sad i Det Hvide Hus. Det var et spændende museum, og som en lille bonus var der også en virkelig god udstilling omkring amerikansk musik.

LBJ var den præsident, der tog over efter JFK. Derfor arvede han rollen som præsident, men blev også genvalgt for endnu en periode. LBJ sikrede gennemførelsen af en del love, som har gjort livet lettere for ikke-hvide amerikanere.

Herefter var det frokosttid, så vi kørte til Terry Black’s BBQ. Et utroligt populært sted. Men efter lidt tid fandt vi en parkeringsplads, købte noget mad og fandt et bord, hvor vi kunne sidde og spise. Der var virkelig lækkert og dyrt BBQ.

Her er utroligt varmt i Texas. Vi startede dagen med 24 grader og rundede de 37 grader, da det var varmest. Mens vi sad (udenfor) og spiste BBQ, ramte varmen Storm virkelig hårdt. Storm, som havde pænt Texas-tøj på (alt langt og cowboystøvler), blev virkelig presset af varmen. Han havde fået en del væske, men han blev stadigvæk sløj. Det endte med, at han og Liz kørte hjem. Liz overvejede på et tidspunkt, om han skulle på hospitalet for hedeslag. Men hun fik ham hjem, og han blev kølet ned. Man skal virkelig tage varme seriøst og reagere, så snart det bliver for meget. Puha, en lærestreg.

Vi andre kørte rundt og så på nogle forskellige forretninger: en cowboystøvlebutik, fire vintage tøjforretninger, en tegneserieforretning og to 7-Elevens for at købe Big Gulps (sodavand).

Herefter gik turen mod Buda, hvor vi fik handlet lidt i en Walmart. På vejen hjem til Storm købte vi noget Chipotle til aftensmad.

Da vi kom hjem, havde Storm det bedre, men ingen appetit og meget træt.

Liz viste os en “lille” Texas edderkop.

Nu sidder vi og slapper af. I morgen går turen til Dallas. Liz og Storm bliver i Kyle og Buda.

Sune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *